Receptionist/Kundeservicemedarbejder til Ressourcer & Genbrug - Vejle Kommune

Description : Receptionist/Kundeservicemedarbejder til Ressourcer & Genbrug . Company : Vejle Kommune . Location : Vejle, South Denmark

Om jobbet

Vejle Kommune har gennem årtier været frontløber på affalds- og ressourceområdet. Det ambitiøse arbejde skal vi naturligvis fortsætte.

Som et led heri har Vejle Kommune etableret RessourceCenter Vejle (RCV). RCV er et helt nyt ressourcecenter i Vejle Øst, der rummer fremtidens affaldshåndtering.

På RCV ses affaldet i endnu højere grad som en ressource og en væsentlig del af den cirkulære økonomi. RCV er nyt domicil for administration og kundeservice samt affaldsindsamling fra borgere og erhverv.

Det vil være din primære opgave at servicere borgere, der henvender sig til Ressourcer & Genbrug telefonisk, på mail eller ved fysisk fremmøde.

Det er derfor afgørende for succes i stillingen, at du har lyst og evner til at arbejde med borgere. Ydermere er det vigtigt, at det falder dig naturligt at yde førsteklasses kundeservice på en helt almindelig tirsdag.

Du vil indgå i administration og kundeservice, hvor der er et tæt samarbejde i en tværfaglig medarbejdergruppe. Din fysiske placering vil være i receptionen.

Opgaverne løses i et koordineret samarbejde med stærkt kundefokus. Har du ikke forudgående kendskab til området, er det vigtigt, at du har lysten og hurtigt kan tilegne dig viden om området.

Er du samtidig initiativrig og ser nye muligheder fremfor begrænsninger, vil det blive hilst velkommen.

Opbygningen af den samlede funktion reception og brovægt (indvejning af lastbiler) er ikke endelig afsluttet. Vi håber, du vil byde ind med ideer hertil.

Dine arbejdsopgaver vil i hovedtræk være

  • vejledning og rådgivning af vores borgere og virksomheder såvel telefonisk, via mail og personligt
  • receptionsopgaver fx modtagelse af borgere og gæster
  • sagsbehandling i vores IT-system
  • administrative opgaver fx indkøb af kontorartikler, printerfunktion og arkivstyring
  • back-up i forhold til erhvervskunder der skal have indvejet affald
  • andre ad hoc-opgaver i administrationen

Vi forventer af dig, at du fagligt

  • har en kontoruddannelse eller på anden måde erhvervet dig lignende erfaring
  • har betydelig og dokumenterbar erfaring med kundeservice og receptionsbetjening
  • har lyst og evne til telefonbetjening
  • har evnen til at håndtere svære telefonsamtaler
  • sætter en ære i at levere førsteklasses kundeservice
  • kommunikerer klart og tydeligt på dansk, men også gerne på flere sprog
  • har let ved at tilegne dig IT-programmer til opgaveløsningen
  • har viden om, eller stor interesse i, at tilegne dig viden om affaldsområdet

Vi forventer, at du personligt

  • har en imødekommende tilgang til kunder, kollegaer og omgivelserne
  • er relationsstærk og kan håndtere kontakt til mange interessenter
  • kan kommunikere let og ubesværet internt og eksternt
  • er villig til at lære det, du ikke på forhånd kan og vedholdende holde dig opdateret
  • kan skelne mellem funktionen og personen ved opgaveløsning
  • er initiativrig, har et højt drive og tør udfordre praksis
  • kan arbejde selvstændigt og struktureret
  • er robust uden at være uforanderlig
  • kan og vil tage ansvar

Vi tilbyder dig

  • en spændende stilling, hvor kundeservice er omdrejningspunktet
  • medindflydelse på udviklingen af din funktion og arbejdsområde
  • mulighed for samarbejde og sparring med erfarne kollegaer
  • godt kollegafællesskab, hvor vidensdeling er et must.
  • frihed under ansvar
  • en organisation, der er optaget af at udvikle sig
  • en organisation, hvor vi tænker vi , før vi tænker jeg
  • en moderne arbejdsplads, der er placeret geografisk tæt på motorvejsnettet

Ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst og principperne for Ny Løn.

Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse senest 1. august 2023.